KØKKENHAVEN
Er grøntsager egentlig særligt spændende?
Det synes vi faktisk, at de er.
Sammen med urter, frugter og bær er de en grundstenene i vores kost, og de er vigtigere end nogensinde før. Derfor arbejder vi hele tiden for at lave sjove og lærerige oplevelser omkring vores have og vores produkter.
Vi er ved at udvikle en formidlingshave, hvor man kan gå på opdagelse i Gert og Asgers lille verden, med over 250 forskellige arter af planter. Der er nemlig lagt rigtig mange tanker bag opbygningen af haven, og man vil igennem turen få inspiration, læring og idéer, som man kan tage med hjem til sin egen have, hvad end den er en potte i vinduet eller en baghave.
I vores gårdbutik kan man smage og føle på de nyopgravede varer og få inspiration til, hvordan de kan bruges samt hvordan man bedst opbevarer dem. I vores spiseri laver vi mad på egne og lokale varer, så man kan opleve forskellen det giver, når man bruger gode og friske råvarer. Vi laver også løbende events med spændende kokke, der benytter sig af vores viden og råvarer til at producere ekstraordinære menuer.